Faggolf

Videresend til kollega

Formål

Evaluering, repetition eller læring gennem bevægelse og aktivitet.

Rekvisitter

Et antal frisbees, ærteposer eller bolde (om muligt en til hver elev, men legen kan også gennemføres med et mindre antal).
Yderligere skal der bruges 9 eller 18 små kegler/hulahopringe med numrene 1 – 9 eller 1 – 18, der fungerer som “golfhuller”. Alternativt kan numrene være skrevet på papirflag, der stikkes i jorden ved ringene. Der skal også udarbejdes forskellige opgaver til hvert “golfhul”, så hver elev/gruppe skal derfor også bruge papir og blyant.

Sådan gør du

Lav banen

Start med at lave en “golfbane” på et stort areal. Den skal består af 9 til 18 huller, som markeres med en start-kegle og en ring som hul.

Bolde og opgaver

Ved hvert hul, skal der ved keglen placeres en bold og ved ringen (hullet) placeres en opgave.

Grupper

Inddel eleverne i mindre grupper (aktiviteten kan dog laves individuelt).

Start

Hver gruppe starter ved hver deres “hul”, de skal nu kaste med bolden, det gælder om at ramme hullet med så få kast som muligt.

Noter

Antal kast noteres ved hullet, og derefter skal gruppen løse opgaven.

Opgave

Når opgaven er løst, skrives svaret på papiret, og gruppen må gå videre til næste hul.

Gennem alle huller

Eleverne skal gennem alle huller, og svare på alle opgaverne. God aktvitet.

Beskrivelse

Der etableres en “golfbane” på et stort udendørs areal (fodboldbane eller lignende). Banen består af 9 eller 18 “golfhuller” markeret i form af kegler og ringe. Keglen bruges til at vise, hvor hullet/banen starter, ringen er der, hvor bolden skal i. Ved hvert “golfhul” anbringes f.eks. en danskopgave og en bold. Eleverne inddeles i mindre grupper. Grupperne starter ved hvert deres “golfhul”. De starter alle ved keglen, og kaster bolden op imod ringen. Der hvor bolden lander, skal der kastes videre fra, indtil bolden har ramt ind i ringen. Antallet af kast, noteres på et stykke papir. Når banen er gennemført, skal gruppen løse den opgave, der ligger ved hullet, løsningen noteres ligeledes på papiret. Derefter kaster eleverne bolden mod næste hul (næste tal).

Variation

Øvelsen kan også laves i alle fag. Suppler selv spørgsmål og opgaver så de passer til fag og niveau.

Ekstra info – Opgaveeksempler:

Grammatikopgaver
Sæt komma i følgende sætning:
− Selvom det var tørvejr tog Peter alligevel regntøj på før han cyklede af sted mod togstationen.
− Da forestillingen var slut skyndte de sig at køre hjem til de ventende børn.

Staveopgaver
Find stavefejlene i følgende sætning:
− Selvom det var tørvejr, tog Peter afligevel regntøj på, før han cyklede af sted mod togstasionen.
− Da forstillingen var slut, skynte de sig at kører hjem til de ventene børn.

Kreative opgaver:
− Skriv et digt på mindst 20 ord om emnet ”hjernen og kroppen”.
− Skriv et rim/slogan som reklamerer for ”sund mad”.

Forståelsesopgaver
Giv et referat på mindst 30 ord af denne tekst:
”Når du bevæger dig, sætter du gang i hele kroppen. Hvis du løber rigtig hurtigt, og bagefter lægger hånden på hjertet, kan du mærke, at dit hjerte banker hurtigere, end det plejer. Du begynder også at trække vejret hurtigere. Det er fordi, dine muskler får brug for mere ilt, når du bevæger dig, og det får du, når du trækker vejret. Ilten kommer ned i dine lunger og videre ind i blodet. Hjertet sørger så for at pumpe ilten rundt med blodet, så det ender hos musklerne. Jo mere dine muskler arbejder, des mere ilt har du brug for. Derfor banker dit hjerte hurtigere. Når du bevæger dig tit, bliver dine muskler og dit hjerte stærkere. Det betyder, at du kan lave mere uden at blive træt og forpustet. Det er det, der sker, når nogen siger, at de er ”kommet i form”.

Nogle kloge forskere har fundet ud af, at du bliver bedre til at lære nye ting og koncentrere dig lige efter, du har bevæget dig. Derfor har de foreslået, at man nogle gange tager en lille pause, hvor man bevæger sig, hvis man f.eks. går i skole og har brug for at koncentrere sig. Det, som forskerne fandt ud af var, at når musklerne arbejder, så danner de et stof, der hjælper hjernen med at bygge flere hjerneceller. Hjernecellerne hjælper dig blandt andet med at lære nye ting. Så det er bare med at bruge hovedet, når du har bevæget dig – for eksempel til at lære ny teori.”