Græsset gror

Videresend til kollega

Formål

I denne simple leg er alle primære sanser på arbejde. Synet skal afkode, hvor højt det ’græs’, man skal forcere, egentligt er. Muskelledsansen er efter nøje instrukser fra synssansen med til at afgøre præcist hvor højt en fod og et ben skal løftes for at komme over ’græsset’. Informationer fra labyrintsansen afgør hvilke muskler der skal spændes, for at barnet ikke kommer så meget ud af lod, at det falder, når det løfter benet og forflytter tyngdepunktet.

Rekvisitter

Et sjippetov eller et mindre tov.
Et underlag eller en madras kan lægges under det hurtigt voksende græs, så det ikke gør så ondt, hvis man snubler/falder.

Faglig input

Det er forunderligt at tænke på, at noget så enkelt som at forcere en snor, involverer så mange processer på én gang. Og legen her er dermed et godt billede på, hvor komplekst og præcist vores sansning og bevægeapparat fungerer. Vær opmærksom på:
Ved brug af sjippetov skal både du og børnene naturligvis være opmærksomme på, at børnene ikke kommer til skade ved at vikle det omkring halsen på sig selv eller andre.
En for blød madras kan gøre det sværere for børnene at komme over tovet, da det kræver en usædvanlig god balance at stå på et ben på så blødt et underlag.

Sådan gør du

Sjippetov

To af deltagerne holder fast i sjippetovets ender og løfter det over gulvet.

Bevægelser

Man lader børnene kravle, gå eller møve sig hen over sjippetovet.

Græsset gror

Nu lader man langsomt græsset (sjippetovet) gro, så benene skal løftes højere og højere, eller der skal hoppes for at forcere forhindringen.

Beskrivelse

Man holder sjippetovet over gulvet og lader børnene kravle, gå eller møve sig hen over. Nu lader man langsomt græsset (sjippetovet) gro, så benene skal løftes højere og højere, eller der skal hoppes for at forcere forhindringen.

Variation

Man kan skiftes til at holde sjippetovet.
Kan leges på alle underlag såvel ude som inde, så længe tøjet tilpasses derefter.

Tilsvarende aktiviteter